Før I begynder at bevæge jer ind i den tantriske proces, kan det være en god ide at investere lidt tid og energi i de omgivelser, som I vil arbejde med tantra i.
Ofte tænker vi ikke så meget over, hvilke omgivelser vi befinder os i. Alle kender dog sikkert til at komme ind i et rum, hvor det er virkeligt dejligt at være. Noget i os slapper af, og vi har lyst til at blive i dette rum. At opleve at det er dejligt at være i et rum, og at noget i os slapper af, er alfa omega i mødet med de dybere indre processer, som både finder sted i meditation, yoga og tantra.
Derfor er det vigtigt, at I er bevidste om eller i hvert fald har gjort jer nogle overvejelser omkring udseende og energi i de omgivelser, som I vælger at praktisere i. Optimalt set vil det absolut bedste være, at I har et helt rum, som udelukkende er dedikeret til jeres dybere indre processer. Dette er vigtigt da energien her primært vil være fokuseret omkring at støtte jer og holde jer fast i det energiflow som en tantrisk proces helt naturligt sætter i gang.
At dedikere et helt rum kun til proces, har de færreste adgang til, og derfor kan I nedenfor finde en oversigt over de grundlæggende elementer, som I kan bringe ind i det rum, som I vælger skal danne ramme omkring jeres tantriske proces.
Oversigt over grundlæggende elementer, når I vil skabe et tantrisk rum:
- Minimum af uro og forstyrrelser
- Rekvisitter
- Stemning
- Materialer
- Lys og belysning
- Lyd
- Duft
- Smag
Minimum af uro og forstyrrelser:
I rummet som I vælger skal danne ramme om jeres tantriske proces, er det vigtigt at der er ryddet op, og at der ikke ligger unødige ting og flyder på hylder eller gulv. Unødige ting eller ting der er gået i stykker skaber helt naturligt en urolig og en forstyrrende energi, som I derfor bringer med ind i jeres processer.
At rydde op i et rum, som man gerne vil arbejde dybere i, kan også være en invitation til at få nogle ting helt ud af rummet, eller helt ud af livet. At rydde op er en dybere proces, fordi I her vil blive inviteret til at give slip på gamle minder, historier, følelser mv. Ønsker I at have nye og dybere oplevelser er det nogle gange nødvendigt at give slip på noget af det gamle, for at skabe plads til nyt.
Rekvisitter:
I en tantrisk proces, vil I have brug for følgende:
- Et godt og fast underlag, som kan tåle at I både sidder, ligger og bevæger jer på det, uden at det tager skade. I en massage situation vil det være hensigtsmæssigt at købe et vandtæt underlag, som I kan lægge under eventuelle stoffer eller lagner.
- En god økologisk massageolie. Mandelolie kombineret med abrikosolie er fantastisk.
- Duftolie.
- Meditationspuder eller skamler.
- Puder til ryg og nakke.
- Musikanlæg.
- Mindre ur.
Stemning:
Hvilken stemning har I lyst til, at jeres rum skal fyldes med? Skal det være stilhed, nænsomhed, passion, flow eller noget helt femte? Det er helt op til jer hvilken stemning, I ønsker at skabe i jeres rum. Vi vil dog anbefale, at I begynder med en rolig, nærende og sanselig stemning.
Hvordan vil I skabe denne stemning? Prøv at tænke i farver. Hvilke farver passer til jeres valgte stemning? Rød? Grøn? Hvilke materialer og rekvisitter vil understøtte denne stemning?
Brug gerne lidt tid sammen på at finde ud af, hvilken stemning I ønsker i jeres praksis rum.
Materialer:
Når I begynder at finde ud af, hvilken stemning jeres rum skal have, så prøv også at tænke i materialer. Hvilke materialer understøtter vores stemning? Er det silke? Bomuld? Hør?
Gå gerne på opdagelse i stofbutikker, på loppemarkeder og på nettet for at lade jer inspirere til hvilke materialer, I ønsker at bruge i rummet.
I vores personlige praksis rum har vi kombineret forskellige typer af stoffer og materialer som tilsammen er med til at skabe den rene og lidenskabelige stemning, som vi foretrækker i øjeblikket.
Lys og belysning:
Lys og belysning er et vigtigt element, når I vil skabe en behagelig og nærende atmosfære. Stærke pærer og pærer uden skærm vil vi ikke anbefale. Det kan selvfølgelig være svært at tilrettelægge et allerede eksisterende rum som stue eller soveværelse til et procesrum. Prøv alligevel her at tænke over, hvad I kan tilføje til det allerede eksisterende rum? Lysetager, bloklys eller fyrfadslys? Høje eller lave? Glas, metal eller farvede lysetager?
Sæt meget gerne lys og/eller lysetager rundt omkring i rummet, og gerne i hvert hjørne. På den måde får I skabt en fin balanceret energi i rummet.
Lyd:
Det er ikke ligegyldigt hvilken lyd eller melodi I vælger i jeres rum. Prøv at gå lidt på opdagelse rundt omkring på nettet for at finde den lyd, som passer til jeres rum og til jeres proces.
I kan med fordel søge efter naturlyde som havets brusen eller træernes hvisken. I kan også kigge efter mere instrumental lyd som trommer, fløje eller piano. Det er helt op til jer, hvilken lyd I ønsker skal være med til at skabe rammen om jeres proces.
Tænk gerne lidt over, hvor I stiller musikken i rummet, og leg gerne med hvilke effekter det har på jer hver især og sammen, når I stiller lyden forskellige steder i rummet.
Duft:
Duft kan være mange ting, lige fra duftlys, duftolier, røgelse til friske blomster og frisk frugt.. Prøv at se om I kan skabe en helhed imellem materialer, belysning, lyd og duft.
I vil med det samme kunne mærke og sanse, om det er den rigtige duft, I har valgt. Leg gerne med forskellige dufte og duftmaterialer for at opleve, hvor stærk en påvirkning på både jeres energi, humør og generel bevidsthed, duft kan have.
Smag:
Smag er det sidste element i at skabe et tantrisk rum. Smag er ikke som sådan nødvendigt. Alligevel kan det være ret sjovt at lege med de forskellige typer af smag: Bitter, sød, sur, salt, i en tantrisk par proces.
Lad smag være det ekstra element, som I bringer ind i jeres rum, når alt andet er på plads. Vælg gerne smag fra gang til gang, og vælg også gerne om smag skal være en del den pågældende dags proces.
Vi bringer af og til frisk og tørret frugt i vores proces – Især hvis vi arbejder med tantramassage eller meget energi, da man her let kan blive lidt sukkerfattig i kroppen. På den måde kan I også bringe smag ind.
**
Som I kan læse ovenfor, kan det være en hel proces i sig selv at skabe et tantrisk rum. Vi mener, at det er værd at investere energi i at skabe et velovervejet fysisk rum, som de dybere processer kan indeholdes i. Det er naturligvis helt op til jer, hvor meget tid og energi I har lyst til at investere i jeres personlige procesrum.
Rigtig god fornøjelse med jeres tantriske rum og indre processer.